I 2018 fik Wanna tilkendt førtidspension. Hun var i en trafikulykke og kunne ikke længere arbejde. I årene efter ulykken lærte hun at håndtere sine nye smerter, og samtidig voksede ønsket om at komme ud og arbejde igen:
”Jeg levede i en boble i mange år. Når jeg gik derhjemme, så mærkede jeg hele tiden min krop, og jeg var hele tiden opmærksom på, hvor smerterne var henne,” fortæller Wanna og uddyber:
”Livet i boblen gjorde, at jeg glemte, hvad jeg kunne. Jeg ville ud i verden igen.”
Derfor søgte Wanna efter et frivilligt arbejde og kom hurtigt i gang i en svømmehal. Her opdagede hun, at hun kunne meget mere, end hun troede, og allerede her startede drømmen om et flexjob. For at nå det mål krævede det, at Wannas arbejdsevne skulle vurderes, og derfor var første skridt på rejsen at etablere et job med løntilskud i svømmehallen. Med på rejsen var Aalborg AKTIV som fast sparringspartner og mellemled i processen.
Senere åbnede Wannas datter, Jasmin, en thailandsk madvogn. Al Jasmins kunnen i det thailandske køkken, har Wanna lært hende, og derfor var det både oplagt og et stort ønske fra både mor og datter, at Wanna i stedet skulle ansættes i job med løntilskud hos Jasmin.
”Det betyder meget, at jeg kunne få et job hos min datter, som kender mig så godt. Jasmin kan se, hvornår hun skal træde til og hjælpe mig, fordi jeg har ondt,” fortæller Wanna og understreger, at madlavning altid har været en passion for hende. Derfor sidder opskrifterne og fremgangsmåder helt fast i hukommelsen – og det vil de altid gøre:
”Efter ulykken kunne jeg ikke huske så meget længere. Men madlavning, det kan jeg altid huske.”
Wanna har snart arbejdet hos Jasmin i et år, og jobbet har allerede haft stor indvirkning på hendes liv:
”Det er blevet et frirum for smerterne at komme på arbejde – og jeg træner musklerne op her. Jeg arbejder med noget, jeg rigtig godt kan lide, og samtidig er jeg en meget social person, som nyder at komme ud.”
Wannas personlige mål var hele tiden at komme ud af sin førtidspension og få et flexjob. Gennem en afklaring af Wannas arbejdsevne og et godt samarbejde med jobcentret faldt det på plads. Det betyder, at Wannas pension i dag er sat på pause, og hun tjener udelukkende sine egne penge, hvilket har stor betydning for hende:
”Hver gang jeg bruger penge nu, så er jeg virkelig stolt. Fordi dem har jeg selv tjent ved at arbejde. For pokker det er stort.”
Det frivillige arbejde og jobbet med løntilskud blev Wannas vej til drømmen om et flexjob, og det har været en stor hjælp for hende, at have Aalborg AKTIV med på den rejse:
”Jeg har haft Aalborg AKTIV som primær kontakt, og det har været en stor hjælp. De har koordineret med andre i kommunen og har hjulet med at styre det hele. Det har betydet meget i min sag og givet stor tryghed. Den tryghed gør, at jeg tør mere. Hvis jeg ikke havde haft Aalborg AKTIV, så tror jeg ikke, at jeg var kommet i gang med noget som helst endnu.”