Simons vej til drømmejobbet og mere glæde i hverdagen

 

Det er en gensidig gevinst for arbejdspladsen og Simon, at han er ansat på kapellet på Aalborg Universitetshospital. Jobbet giver Simon mere glæde i hverdagen, og han er en kæmpe hjælp for kapellet. Jobbet har været med til at skabe forandringer på flere måder i Simons liv. 

En solstrålehistorie om arbejdsglæde

På en solrig dag tager Simon imod os i døren. Indenfor venter en rolig stemning i kapellet. Mange forbinder kapellet med sørgelige hændelser. Men for Simon var det vejen til mere glæde i hverdagen. Meldingen fra Simon er klar: ”Ja, jeg er mere glad.”

Det er ikke bare, når Simon er på arbejde, at hverdagen er anderledes. Glæden fra arbejdet spreder sig ud over livet ellers. Jobbet har nemlig også været med til at skabe andre forandringer: ”Jeg er ikke så bange for at sige min mening og at være ude blandt andre fremmede mennesker og sådan noget,” forklarer Simon. Han fortæller også, at familiemedlemmer oplever, at han er gladere og mere positiv. Der er ingen tvivl om, at Simons arbejde betyder meget for ham og hverdagen. Det er blevet nemmere at komme ud af lejligheden. ”Dét var også svært engang, nu kan jeg sagtens – nemt,” siger Simon endda.

Simon var først i praktik og er nu i job, sammenlagt har han været 2,5 år på kapellet. Om starten på kapellet fortæller Simon: ”Så fik jeg lov til at komme herud, og det var så bare det rigtige.”

Samarbejdet med Aalborg AKTIV

Simon fortæller om samarbejdet med Aalborg AKTIV: ”De gik ud og spurgte forskellige steder, så blev de sendt herud. Jeg synes, det var fedt. Også bare det, at de gik ud og spurgte.” Om samtalerne i starten uddyber han: ”Det var mit behov, I var ude efter, og det var bare mig, I fokuserede på og at finde det rigtige sted til mig.” Simon forklarer, at han oplevede, at Aalborg AKTIVs fokus var på, hvad han ville, frem for hvad andre ville. Tidligere var det mere sådan ”nu skal du det her”, men om samarbejdet med Aalborg AKTIV understreger Simon: ”I ville have, at jeg skulle ville det.”

 

Stor hjælp for arbejdspladsen

Simon hjælper til med forskellige opgaver, blandt andet lægger han i kister, hjælper kollegaerne og går til hånde. Simons kollega Johnny supplerer: ”Simon er også god til telefoner og nye systemer, og han er rigtig god til at huske os andre på, at vi skal huske det.” Simon er uden tvivl en vigtig del af holdet på arbejdspladsen. ”Det er bare guld værd, at Simon han kommer og hjælper,” understreger Johnny.

Gode kollegaer glæder

Om det bedste ved jobbet fortæller Simon: ”Det er menneskerne – altså dem der er i live,” tilføjer han hurtigt med et smil. Kollegaerne gør det til et godt sted at være. Arbejdets indhold betyder også, at det er vigtigt for medarbejderne, at de har et godt kollegaskab. Fordi man ikke kan dele det med andre på grund af tavshedspligt ”får vi også snakket tingene igennem herude,” siger Johnny.

Det er tydeligt at mærke den gode stemning mellem kollegaerne. På arbejdspladsen skal der også være plads til sjov. De laver sjov med hinanden og har interne jokes. Det giver glæde i hverdagen, at der er sjov med kollegaerne, forklarer Simon. ”Simon er begyndt at give den anden vej også,” siger Johnny med et smil.

Da snakken falder på Simons indsats, og hvordan det er at være kollega med Simon, er meldingen fra Johnny klar: ”Det er en kæmpe hjælp. Der er ikke noget, Simon han ikke har styr på. Vi planlægger også ud fra de dage, hvor Simon kommer, så det er en kæmpe hjælp.”

Udvikling og jobbets betydning

Både Johnny og Simon har mærket en udvikling. I starten var det ”sidemandsoplæring. Du gik sammen med os, og så viste vi, hvordan man gjorde – på et tidspunkt begyndte du mere og mere at tage tingene af dig selv,” siger Johnny henvendt til Simon. Johnny fortsætter:

”Når der starter nye portører, så skal de lige have vist, hvordan man gør, og der er Simon også god til at vise, hvordan man skal lægge afdøde på køl, og hvordan man skal køre med en truck. Og det er også en udvikling, der er kommet.” Johnny vender sig mod Simon: ”Det havde du også svært ved i starten,” siger han til Simon, som bekræfter: ”Ja, det er stadig lidt svært, men jeg kan godt bide det i mig.”

For Simon er bagsiden af medaljen ved at have et job, at han også skal holde fri. På sin vis siger det noget om glæden ved jobbet: ”Når jeg har fri, skal jeg jo vente flere dage på, jeg kan komme herud igen,” forklarer han. Der er ingen tvivl om, at Simon vil det her job, og at det giver mening for ham at være på kapellet. Simon er nemlig gået op i tid. Da Simon svarer ”ja, én dag,” siger Johnny straks til ham: ”50 procent oveni det er meget”. Det er tydeligt at mærke, at Simons gode hjælp på jobbet er anerkendt og værdsat. Simon hjælper sågar kollegaerne i fritiden, for eksempel ved at printe ting på en 3D-printer derhjemme. ”Så har jeg også noget at lave derhjemme,” siger Simon med et smil.

Johnny anerkender også en anden udvikling: ”Det, som vi mest kan se, er det her med det sociale. Simon er blevet mere åben, bidrager mere i samtalerne og det her med at komme ud blandt andre mennesker.” Simon bekræfter, at der er sket fremskridt, for han handler selv ind, tager selv på arbejde og kan gå en tur ned i byen.

Der er ingen tvivl om, at jobbet har stor betydning for Simon. ”Det betyder jo nok stort set altså alt for mig lige nu – det er det, jeg står op til,” afslutter han. Det er svært at lade være med at smile, når man hører, hvordan Simons vej til drømmejobbet har været med til at skabe arbejdsglæde, forandringer i tilværelsen og mere glæde i hverdagen generelt.