Fra ingen arbejdsevne til fastansættelse i beskyttet beskæftigelse
”Jeg kan godt mærke, at jeg kan lidt mere. Før i tiden kunne jeg ikke en gang finde ud af at rulle boller, men nu har jeg lært en teknik, hvor jeg næsten ruller dem perfekt. Jeg vil ikke sige, at der har været en 0 – 100 forskel, men det er nok fra 0 – 10.”
Sådan fortæller Sebastian, der tidligere i systemet har fået vurderet sin arbejdsevne til at være 0. Det er derfor med stor stolthed, at han i dag fortæller, hvordan han hver tirsdag og torsdag både bager boller, skærer grøntsager og vasker op i køkkenet i Jobhuset Aalborg.
Sebastian er ansat i et §103 job (beskyttet beskæftigelse), hvilket betyder, at både arbejdsopgaver, rammer og støtte på arbejdspladsen er tilpasset ham og hans behov.
Tomhed gjorde mig vanvittig
Efter længere tid hjemme havde Sebastian et stort ønske om at få noget meningsfuldt indhold i hverdagen, og derfor kontaktede han Aalborg AKTIV:
”Efter min STU fik jeg en masse tid. I det første halve år, gik det ikke særligt godt. Der var ikke nogen, jeg kunne gribe fat i. Jeg følte mig kortet af. Så tog jeg over til Aalborg AKTIV, hvor jeg fik en masse hjælp til det.”
I samtalerne med koordinatoren fra Aalborg AKTIV blev det tydeligt for Sebastian, at han gerne ville arbejde med sin hobby: bagning og madlavning. Og selvom han tidligere havde fået at vide, at hans fremtid formentlig ikke var på en arbejdsplads, så viste det sig alligevel, at det helt rette match var derude:
”Jeg kan virkelig love jer, at inden jeg havde det her job, så var jeg ved at blive vanvittig. Jeg var 19 år, jeg var cuttet af fra folk på min egen alder, jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave, og jeg forlod nærmest ikke lejligheden. Jeg var ikke stabil på det tidspunkt,” fortæller Sebastian og uddyber:
”Men så fik jeg et arbejde, jeg kommer herhen, jeg laver det jeg skal og tager hjem igen. Et arbejde som jeg normalt ville blive udmattet i, men fordi jeg hygger mig, så er det okay, at jeg bliver lidt træt. Jeg føler, at det har været en god forskel.”
Tæt dialog er nøglen til succes
I løbet af arbejdsdagen har Sebastian en tæt dialog med hans leder Heini. Den relation og kommunikation er afgørende for, at han lykkes og trives i jobbet:
”Hvis jeg nu er lidt skrøbelig en dag, så snakker jeg med Heini, og så giver han mig en nem opgave – såsom at vaske op eller at stå det samme sted i køkkenet, så jeg ikke behøver at bevæge mig. Når jeg har en kontaktperson, som jeg er tæt på, så kan jeg nemt løse alting.”
Selvom det betyder meget for Sebastian, at Heini og de andre tager hensyn til hans behov, så vil han heller ikke pakkes for meget ind. Det har han nemlig oplevet mange gange tidligere i sit liv:
”Når jeg siger et problem højt, og så er det dejligt at blive lyttet til, men nogle gange er det også rart at få et voksent skub og et ’hør lige her, så slemt er det hvis ikke’”.
I det lille, men rummelige køkken har Heini og Sebastian nemlig en aftale om, at de kigger med nye øjne på hver dag – for der skal ikke tages unødige hensyn:
”Jeg husker fra min første dag, at jeg sagde mit navn, fortalte om min diagnose, og hvordan den påvirker mig. Og Heines første kommentar var: Okay Sebastian, skønt at høre, men din diagnose betyder ikke noget på den her arbejdsplads. Hvis du har problemer med nogle opgaver, så finder vi noget andet, du kan,” fortæller Sebastian og afslutter:
”Jeg bliver set som jeg er, og ikke bare som en diagnose. Det synes jeg er skønt.”