”Jeg gik ned med flaget for 11 år siden. Jeg var helt nede og skrabe bunden, inden jeg fik hjælp. Og der tog jeg beslutningen. Det her skulle ikke ske igen.”
Dagene føltes lange, og lysten til at forlade husets fire vægge var forsvundet. Sådan så hverdagen ud for Rasmus tilbage i 2011: ”Jeg gik hjemme i ni/ti år, hvor jeg kæmpede med de ting, jeg gjorde. Når jeg stod op om morgenen, tænkte jeg: Det her, det orker jeg bare ikke. Jeg kunne lige så godt have lagt mig ned og sagt, nu er løbet kørt, jeg kommer ikke tilbage på arbejdsmarkedet.”
Selvom vejen dertil var lang, besluttede Rasmus, at det var tid til forandring i hans liv: ”Den gang tænkte jeg, at som 30-årig er det altså for tidligt at give op. Så jeg fik langsomt opbygget viljen til, at der skulle ske noget, og så kom jeg i kontakt med Aalborg AKTIV.”
Viljen og modet til at kontakte Aalborg AKTIV vidste sig at være afgørende for Rasmus. I dag er han nemlig ansat hos tømrerhandlen Davidsen – i et job, der giver ham smil på læben hver eneste dag. I så høj grad, at Rasmus i starten var kendt som 'ham den smilende' blandt kollegaerne.
Mandag, onsdag og fredag trækker Rasmus i det mørkeblå arbejdstøj med Davidsens logo på brystet. Han starter hver arbejdsdag i varemodtagelse, hvor han pakker ud, sorterer, klargør og sætter på plads. Rasmus’ indsats og kompetencer bliver anerkendt hos Davidsen, og det betyder meget for ham:
”Det at blive regnet for noget og vide, at man kan noget. Det er meget bedre end at gå derhjemme. Tidligere tænkte jeg; nu har jeg gået hjemme i så lang tid, så der er jo ikke nogen, der kan bruge sådan en som mig,” fortæller Rasmus og uddyber:
”Jeg vidste, at livet nok ikke blev det samme som før, men jeg vidste, at der skulle ske noget. Og det valgte jeg at kæmpe for. Det var ikke afgørende, hvad jeg skulle lave, det vigtige var at have noget at stå op til. At komme videre. Og så blev jeg oveni hatten belønnet med at komme til sådan et sted her, hvor jeg kan være med til at gøre en forskel, og hvor de tør at tro på mig.”
Lagerarbejde har altid haft en plads i Rasmus’ hjerte. Derfor var det også omdrejningspunktet, da jagten på drømmejobbet, sammen med Aalborg AKTIV, blev sat ind. Forskellige arbejdspladser var i spil undervejs, men da Rasmus mødte op til jobsamtalen hos Davidsen, var der ingen tvivl:
”Jeg kunne mærke, at det her, det var det rigtige. Jeg tror også, at det var deres tilgang. Der er en del ansat på særlige vilkår herude, og det er de gode til at omfavne. Jeg kan godt lide de afvekslinger, der er, og jeg kan godt lide de forskellige opgaver. Det gør mig glad, og det giver livet mening. Og når livet giver mening, jamen så kan man ikke gå og være sur. Det er ganske simpelt, det er den opskrift, der er på det.”
Det at være ansat på særlige vilkår er ikke noget, der har betydning i det daglige, fortæller Rasmus’ leder Christian: ”Vi kan ikke noget uden hinanden og hinandens afdelinger. Vi er alle lige vigtige. Og så er det underordnet, hvordan man er ansat.”
Ansvar for Grønlandsordrer
Rasmus’ læringskurven er gået stejlt opad fra første arbejdsdag. Det var straks tydeligt for Christian, og derfor tøvede han heller ikke med at give Rasmus et vigtigt ansvarsområde, da lejligheden bød sig:
”Vi har en stor Grønlandsafdeling, hvor vi har haft udfordringer med at følge med. 60% af ordrerne blev til hasteordre, og det var ikke optimalt. Rasmus viste, at han kunne mere og mere, så nu har han fået ansvaret for, at de bliver pakket, og vi har ikke oplevet fejl siden,” fortæller Christian.
At gøre en forskel for arbejdspladsen, gør det værd at gå på arbejde, pointerer Rasmus. Det skaber livsglæde for ham:
”Når jeg står op om morgenen, så tænker jeg; yes, nu skal jeg på arbejde. Det er fedt. Og det er det virkelig også, når først jeg kommer herud. Det at være med til at gøre en forskel og holde virksomheden kørende, betyder meget. Så giver dagen pludseligt mening.”
Når fyraftensklokken ringer, og Rasmus lander i de hjemlige rammer, så har arbejdsdagen altid gjort sit indtryk: ”Når jeg kommer hjem fra arbejde, sætter mig i den gode lænestol og får skænket skulderen, så kan jeg godt mærke, at jeg har været på arbejde. Men det er på den gode måde. Jeg er ikke tynget, jeg er glad.”
Det er ikke kun Rasmus, der er glad for Davidsen – de er også glade for ham:
”Da Aalborg AKTIV kontaktede os, manglede jeg tilfældigvis en medarbejder. At det så var en appelsin, der faldt ned i turbanen, det var bare heldigt. Rasmus har formået at gøre sig uundværlig, fordi han har udviklet sig,” fortæller Christian anerkendende.
Den Rasmus, der for 11 år siden havde svært ved at komme ud ad døren, har været på en imponerende rejse. Hans udvikling, vilje og lyssyn skinner igennem.
”Jeg gider ikke bekymre mig om ting, jeg ikke kan gøre noget ved alligevel. Find en løsning på det, og lad det være det mål, vi sigter imod. Det er min livsindstilling, og det er noget af det, jeg har bygget op i de sidste mange år. Førhen kunne jeg gruble over en problemstilling og køre i det samme. Nu har jeg valgt at være løsningsorienteret, og det giver lys på tilværelse.”
Rasmus’ rejse tilbage på arbejdsmarkedet har ændret ham, det er ikke kun tydeligt for ham selv, men også for menneskene omkring ham:
”Min familie og venner siger også; hold da op, det er godt nok gået hurtigt. De kan se en gladere, mere effektiv og mere løsningsorienteret person, der ikke ser alle begrænsningerne. Da jeg gik hjemme, kørte jeg tit træt i tingene. Der skulle ikke meget til, før mine batterier var flade, og de kunne ikke rigtig lades op igen. Efter jeg er startet på arbejde, er batterierne fuldt ladt op. Jeg får god energi af at komme på arbejde,” fortæller Rasmus inspirerende og tilføjer:
”Jeg er tilfreds, når jeg ligger mig på puden om aftenen. Jeg tænker; det er godt gået det her. Det er stærkt. Og så tager vi lige en dag i morgen også.”
Video: Hør Rasmus kort fortælle om glæden ved jobbet hos Davidsen - og få Christians ord på, hvorfor Rasmus er det rette match for netop deres arbejdsplads.