12 års arbejdsglæde på samme arbejdsplads


”Jeg bliver her. Jeg skal bæres ud.”
I snart 12 år har Kennet været trofast medarbejder i SuperBrugsen Gistrup – hans drømmearbejdsplads.

”Jeg har været her i så mange år, fordi jeg kan lide at være her. Hvis man ikke vil herfra, så er det jo fordi, det er dejligt at være her.”

Billede af Kennet der flyder op i køleren.
Billede af Kennet der smider flødeboller ud.
Billede af Kennet der flyder op i køleren.

Opfyldning af pålæg og frostvarer, håndtering af flaskerummet, en hjælpende hånd ved mælkekølerne og andre ad-hoc opfyldninger. Det er Kennets arbejdsopgaver. Opgaver han løser 20 timer om ugen fordelt på fire dage.

”Det at have noget at stå op til, er det vigtigste i mit arbejde. Hvis jeg ikke havde det, så ville jeg bytte om på nat og dag. Jeg ville bare ligge på sofaen og se fjernsyn og sove. Det er træls, hvis man ikke har noget at stå op til.”

Kennets arbejde er vigtigt for ham, og listen over de gode ting ved jobbet er lang:

  • Jeg kan lide mine kollegaer
  • Der er godt sammenhold i butikken
  • Mange af kunderne ved, hvem jeg er, og at jeg gerne vil hjælpe
  • Mikkel er en god chef, han tager hensyn til mine behov
Billede af Kennet og Mikkel.

Og glæden går begge veje: ”Det er rigtig godt at have Kennet ansat. Vi får noget ud af det, og Kennet får også en masse ud af det”, fortæller Mikkel, der har været Kennets chef i alle 12 år.

Der er sket en stor udvikling gennem den mangeårige ansættelse, hvor Kennet også har rykket sig som medarbejder, fortæller Mikkel:

”I starten når jeg sagde til Kennet, at han skulle møde kl. 7 om morgen, så var han ved at vælte ned ad stolen - det kunne han i hvert fald ikke. Så startede han med at møde kl. 9, så blev det kl. 8, så 07.30 og nu står han her 06.30 for at få en kop kaffe, inden han møder kl. 7.”

Kennet og Mikkels gode samarbejde skinner tydeligt igennem. De kender hinanden godt, og Mikkel sætter stor pris på Kennets arbejdskraft og sørger for, at arbejdet er tilpasset ham:

”Kennet er en super stabil medarbejder. Han kender rutinerne i det, der skal laves, og så er der selvfølgelig nogle hensyn, vi tager en gang imellem og lidt opfølgning, men det gør vi gerne. Og det kan godt være, at jeg eller en af de andre ville kunne gøre det hurtigere, men Kennet gør det jo supergodt.”