Har du læst vores nyhed om Lykke? Her ser du Jacob, han er Lykkes chef, og for ham betyder rummelighed og diversitet på arbejdsplads alt:
”Der er plads til alle hos os. Vi kan alle et eller andet, vi skal bare finde ud af, hvad det er. Og som Lykke selv siger: Hvis hun ikke havde det her, så kunne hun lige så godt blive liggende i sengen hele dagen. Jeg ville selv blive ked af det, hvis jeg ikke havde noget at stå op til, så selvfølgelig er der plads til alle her i vores butik”.
Jacob har ansat flere medarbejdere på særlige vilkår, og hos dem skinner arbejdsglæden og engagementet tydeligt igennem:
”Jeg får faktisk også nogle medarbejdere som synes, at det er endnu federe at være her, fordi de ikke ’bare’ skal tjene penge, men fordi det netop giver dem noget at stå op til.”
At skabe rum og trygge rammer for sårbare medarbejdere kræver også noget ekstra af Jacob som chef:
”Jeg synes det er vigtigt, at vi tør vise tillid til medarbejdere med særlige behov. Det kræver ekstra tålmodighed, og jeg bruger også mere tid på de medarbejdere, når de skal have hjælp til forskellige ting, men det har jeg det godt med. Fordi jeg får også rigtig meget igen.”
Blandt andet skaber diversiteten en bedre arbejdsplads for alle, afslutter Jacob:
”Det gør arbejdspladsen til et bedre sted at være, fordi vi tør snakke om flere ting, og vi kan alle sætte ord på vores udfordringer. Og så er det vigtigt, at vi ikke bare er 20 ens mennesker her – det vil altså blive lidt kedeligt, hvis vi ikke havde Lykke og de andre.”