Chefens perspektiv: Vi ser på personen og ikke diagnosen

”Vi sætter som regel barren lidt lavt til at starte med, så finder vi sammen ud af, hvor det rigtige niveau er.” Sådan fortæller køkkenleder Heini, hvis navn du måske genkender fra artiklen om Sebastian.

Heini har ansat Sebastian i en §103 (beskyttet beskæftigelse) i køkkenet i Jobhuset. Deres samarbejde er pragteksemplet på, hvordan arbejdsevne og tilpasning af opgaver går op i en højere enhed:

”Der kan være opgaver, som Sebastian er udfordret på, som vi egentlig ikke troede ville være svære, og modsat så klarer han andre opgaver, som var over forventet. Vi lærer hinanden at kende på et stille og roligt niveau, hvor ingen føler sig presset,” fortæller Heini.

Sebastian har været ansat i køkkenet siden sommerferien, og deres gode samarbejde skyldes blandt andet tæt kommunikation:

”Når dagen er omme, så snakker Sebastian og jeg om, hvordan den er gået. Jeg spørger Sebastian om, hvad han tænker, hvad han er udfordret på, og hvad han ikke er udfordret på. Den dialog har vi dagligt.”

Når man som arbejdsgiver har medarbejdere tilknyttet i §103 følger der et behov for ekstra støtte og særlige rammer, men det er stadig meget vigtigt for Heini, at se på Sebastian som medarbejder og ikke på hans bagage:

”Vi kigger ikke i papirerne for at vide, at vi skal skåne på den ene eller anden måden. Vi møder Sebastian som person – i stedet for at møde diagnosen eller skavankerne,” fortæller Heini og uddyber:

”Det er selvfølgelig en opgave at have Sebastian ansat, men han er meget imødekommende på alt, jeg sætter ham til. Han kan godt være udfordret på nogle af de opgaver, jeg giver ham, men vi finder hurtigt ud af, hvordan vi skal arbejde. Og Sebastians hjælp er lige så stor som alle andres hjælp her i køkkenet.”