Andet halvår af 2020 i tal: 97,7% er trygge ved at sige deres mening allerede til første samtale med Aalborg AKTIV

 

Trygge møder er fundamentale for, at den enkelte tør sætte ord på sine drømme, hvilket er en forudsætning for at skabe muligheder i fællesskab. Evalueringen fra andet halvår af 2020 viser, at 95% i meget høj eller høj grad var trygge ved at sige deres mening. Dét gælder for 97,7% allerede til første samtale. Evalueringen tegner desuden et billede af, at de mennesker, som kommer i huset, føler sig forstået, taget seriøst og oplever at være en del af et samarbejde.

En styrke hos Aalborg AKTIV er, at det lykkes at skabe en umiddelbar tryghed hos personer, som kontakter Aalborg AKTIV. Den trygge relation er essentiel for at skabe muligheder, fordi trygheden kan medvirke til, at de tør sætte ord på deres drømme. For at finde frem til beskæftigelse, som er meningsfuld for den enkelte, er det kernen i Aalborg AKTIV, at besøgende føler sig trygge ved at sige deres mening.

En supplerende besvarelse lyder:

”Et godt møde med oplevelsen af, at alle følte sig godt tilpas.”

Støtte og samarbejde

86,1% følte sig i meget høj grad og 8,9% følte sig i høj grad støttet af Aalborg AKTIV. Når ti mennesker kommer i det gule hus på Poppelvej, går flere end ni af dem derfra med en følelse af at være blevet støttet.

Engagementet stiger gennem forløbene og flere oplever, at de selv i højere grad er forberedte til anden og tredje samtale. Udviklingen indikerer, at de har fornemmelsen af, at det er et samarbejde, hvor deres bidrag er essentielt.

Det understøttes ved, at 97,5% tilkendegiver i evalueringen, at de i meget høj eller høj grad oplevede at være en del af et samarbejde hos Aalborg AKTIV. Det vil sige, at hvis ti mennesker er i forløb, oplever mere end ni af dem at være en del af et samarbejde. Det stemmer overens med Aalborg AKTIVs kerneværdi – at gøre tingene i fællesskab og samarbejde med den enkelte.

Uddybende besvarelser vidner om positive oplevelser:

”Jeg blev meget inspireret og følte mig interessant.”

”Indtil videre et rigtig godt forløb.”

Muligheder og mod

89,8% svarer, at de i meget høj eller høj grad har overblik over, hvad Aalborg AKTIV kan. Det udvikler sig positivt gennem et forløb, og én forklarer uddybende:

”Jeg var lidt ukendt med, hvad Aalborg AKTIV er og er nu positivt overrasket over at se og forstå det, de gør, og det fokus de har.”

I 2018-2019 var et opmærksomhedspunkt til intern læring, at hver tredje, der gik fra første møde hos Aalborg AKTIV, kun var delvist klar over deres muligheder. I andet halvår af 2020 gælder det kun for 8,9%. Det indikerer, at samtalerne bidrager til at tydeliggøre dette.

88,9% føler efter første samtale i meget høj eller høj grad, at det har hjulpet dem med afklaring af deres muligheder. Når personer, som er i forløb hos Aalborg AKTIV, oplever at have mange muligheder, skaber det mod.

Fokus og forståelse

Evalueringen viser, at det er langt fra hokus pokus, når Aalborg AKTIV siger, at den enkelte er i fokus.

96,2% svarer, at samtalen i meget høj eller høj grad har haft fokus på deres ønsker. Aalborg AKTIV mener, at den enkelte er ekspert i sit eget liv og lægger stor vægt på at tage udgangspunkt i den enkeltes drømme og ønsker. Tallene indikerer, at personer i forløb også har en oplevelse af, at Aalborg AKTIV er opmærksomme på netop deres drømme.

94,9% svarer, at det, de fortalte, i meget høj eller høj grad blev taget seriøst under samtalen. Aalborg AKTIV tror på vigtigheden af at føle sig hørt. Besvarelserne er positive efter første samtale, men efter to-tre samtaler har hele 90,9% en oplevelse af, at det, de fortæller under samtalen, i meget høj grad bliver taget seriøst.

Sammenlignet med 2018-2019 er her en positiv udvikling både ved oplevelsen til første samtale, og følelsen af at blive taget seriøst senere i forløbet. Det tyder på, at vores interne evalueringsarbejde har en afsmittende effekt.

Det er værd at hæfte sig ved, at når ti mennesker tager til anden eller tredje samtale med Aalborg AKTIV, så går de ni af dem derfra med en oplevelse af, at det, de fortæller under samtalen, i meget høj grad bliver taget seriøst. Det lykkes at etablere et rum, hvor den enkeltes drømme og udtalelser er i fokus, når Aalborg AKTIV lytter og tager ønsker seriøst.

En uddybende besvarelse lyder:

”Det var et godt møde, føler mig forstået og taget seriøst.”

96,2% svarer desuden, at de i meget høj eller høj grad følte sig forstået til samtalen. Det er et positivt billede, som tyder på, at Aalborg AKTIV forstår, hvad den enkelte gerne vil have hjælp til.

100% følte sig i meget høj eller høj grad forstået efter første samtale. De 77,8%, der i meget høj grad følte sig forstået efter én samtale stiger til 84,8% ved to-tre samtaler.

Personer i forløb tager fra Aalborg AKTIV med en positiv oplevelse af at være blevet forstået, hvilket også fremgår af denne besvarelse:

”Jeg synes, man bliver taget seriøst og forstået.”

Håb og handlemuligheder

88,6% svarer, at samtalen i meget høj eller høj grad har givet håb om forandring.

Der er ikke tegn på, at følelsen af håb om forandringer stiger synderligt gennem et forløb hos Aalborg AKTIV i 2020. Til den analyse hører dog to væsentlige pointer. Udgangspunktet efter første samtale er positivt! Restriktioner på grund af COVID-19 kan påvirke, at den enkeltes drømme er svære at indfri, hvilket kan influere håbet om forandring. Det er værd at have in mente, at flere kan rammes af en følelse modløshed efter et år med nedlukninger og ændrede muligheder i hverdagen.

Der er dog optimisme og håb for fremtiden at spore blandt uddybende besvarelser:

”Jeg er optimistisk om møde.”

”Håber på, jeg kan komme videre på et tidspunkt.”

”Jeg ser frem til et nyt og spændende møde.”

 

Aalborg AKTIVs formål med at evaluere er at lære og blive bedre. Det kan betragtes som en cirkulær proces, hvor Aalborg AKTIV trækker læring ud af evalueringen og bruger det konstruktivt, og det har tilsyneladende en afsmittende effekt.

Fakta:

Om Aalborg AKTIV: Aalborg AKTIV samarbejder med personer med førtidspension om at skabe den unikke beskæftigelse, de hver især drømmer om.

Besvarelser: Evalueringen indeholder 79 fuldførte besvarelser for andet halvår af 2020.

Datagrundlaget er markant mindre i 2020 end normalvis. Antallet af besvarelser kan ses som et udtryk for ændringer og nedlukninger grundet COVID-19, da spørgeskemaet ikke er besvaret ved samtaler, som er afholdt online eller telefonisk. Derfor har vi valgt at fokusere udelukkende på andet halvår af 2020.

Periode: 01.07.2020 – 22.12.2020.

Metode: Det er frivilligt, om den enkelte ønsker at udfylde spørgeskemaet efter samtalen. Medarbejderne fra Aalborg AKTIV forlader rummet, når skemaet udfyldes, så det er anonymt og kan gøres i eget tempo. Det er altid muligt at få hjælp af en neutral person til at udfylde skemaet.

Hyppighed: Dem, der har lyst, udfylder skemaet hver gang, de har været til samtale i Aalborg AKTIV. Det vil sige, at den samme person potentielt kan udfylde skemaet flere gange.