Springbrættet åbnede Abbys øjne for uventede jobmuligheder og skjulte kompetencer

”Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne lide butiksarbejde så meget, som jeg kunne.”

I seks måneder prøvede Abby kræfter med forskellige opgaver, aktiviteter og arbejdspladser i et gruppeforløb på Springbrættet. Det forløb blev startskuddet til en personlig udvikling:

”Vi var i Rema som en af de første ting på Springbrættet, og det synes jeg faktisk rigtig godt om. Det var meget overraskende. Jeg kunne godt lide at stå ved kassen, og det overraskende mig særligt, fordi der er en del kontakt med mennesker, og det har altid været svært for mig.”

Billede af Abby der står ved kassen.
Billede af Abby der tjekke datomærker.

Gennem forløbet opdagede Abby flere nye ting om sig selv:

”Det giver mig selvtillid, fordi jeg faktisk kan det her. Jeg troede i lang tid, at jeg ikke kunne magte at være på en arbejdsplads. Det har hjulpet mig til at blive mere positiv, og jeg ved, at jeg kan mere, end jeg tror.”

Efter Springbrættets afslutning tog Aalborg AKTIVs medarbejder og Abby en snak om fremtiden, og nu stod butiksarbejdet øverst på ønskelisten. Dog er der flere hensyn på arbejdspladsen, som er vigtige for Abby, og derfor var et frivilligt arbejde hos det bæredygtige supermarked WeFood det helt rette sted for hende:

”Der er ro på her, og folk vil gerne hjælpe, hvis der er noget, jeg er i tvivl om. Jeg vælger selv mine vagter, hvilket er en stor hjælp på dage, hvor jeg ikke er helt på toppen eller bare ikke kan magte at komme ud af sengen. De er meget fleksible hernede, og de er gode til at tage hensyn til ens behov,” fortæller Abby, der også fremhæver en forandring i hverdagen:

”Det betyder, at jeg har noget at lave. Jeg er glad for at kunne gøre noget, der hjælper folk. Det er vigtigt for mig. Jeg troede i lang tid, at jeg ikke kunne magte at være på en arbejdsplads, så hvis jeg ikke havde været på Springbrættet, så havde jeg nok stadigvæk siddet derhjemme hele tiden.”

Billede af Abby der sætter varer på hylder.
Billede af Abby i butikken.

For Mette, der er leder af WeFood i Aalborg, betyder det meget, at Abby og de øvrige frivillige mærker, at det er en rummelig arbejdsplads:

”Vi vil gerne have så bred en frivilligfolk som muligt. Vi favner alle personer, der kan have svært ved at varetage en plads på det ordinære arbejdsmarked. Det er fedt at være et sted, hvor nogle får en ekstra chance. Vi er rummelige og arbejder i et andet tempo her hos os.”