Solstrålehistorie fra Solstrålestuen

Heidi fejrer 10-årsjubilæum som medarbejder i vuggestuen Spiren, hvor hendes spirende drøm fik mulighed for at gro. Selv om hun mødte skepsis på vejen og brød med gængse forestillinger, har hun bevist, at vuggestuen er den helt rette arbejdsplads for hende.

”Jeg har altid sagt, at når jeg bliver stor, så vil jeg være i en vuggestue. Jeg fik at vide af min studievejleder på skolen, at det kunne ikke lade sig gøre. Der blev jeg sådan lidt sur, for jeg tænkte, at det skal han da ikke bestemme, uden at det er afprøvet,” fortæller Heidi, som nu fejrer 10-årsjubilæum i vuggestuen Spiren, der er en del af Dagtilbud Vejgaard.

Billede af Heidi.

”Jeg gav ikke op, da jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få et job i en vuggestue – jeg ville prøve det, før det blev en klokkeklar afvisning,” forklarer Heidi stålsat. Hendes budskab til andre er derfor klart: ”Selv om de får et nej, så skal de da prøve, indtil det er bevist, at det ikke kan lade sig gøre.”

Da snakken falder på 10-årsjubilæet, svarer Heidi: ”det er jeg ret stolt af, trods der har været mange bump på vejen.” Heidi kommer ind på, at andre har haft ønsker på hendes vegne før i tiden og et andet job, hun prøvede: ”Det var simpelthen ikke noget for mig, for der sad jeg stille på en stol, og det duer jeg ikke til.” Selv om vejen til jobbet ikke var lige, viste en praktik i vuggestuen, at det var det rette for hende: ”Det blev jeg så glad for, så skæbnen ville, at da min praktik var slut, så fik jeg lov at komme tilbage hertil.”

Som leder af vuggestuen vægter det højt for Henrik, at de er flere om at udtale sig, så det ”ikke bare er en leder, der viser et glansbillede,” som han siger. For ham er, ”hvad personalet, børn og forældre oplever det vigtigste,” understreger han. Derfor er Heidis kollega Camilla også med til at fortælle, hvad det betyder at have Heidi ansat i vuggestuen: ”Det første, jeg tænker på, det er bonus; kæmpe bonus.” Hun fortsætter henvendt til Heidi: ”jeg ser dig ikke anderledes på noget tidspunkt, for mig er du bare hele vejen omkring en kæmpe bonus for alle – også for forældre.” Camilla fortsætter: ”Det er vores opgave i alle institutioner at være mangfoldige over for forældre, børn, kollegaer, så for mig er det en selvfølge at sige ja til en bonus, hvorfor skulle man ikke gøre det?”

Betydningsfuldt arbejde

Heidi laver både praktiske opgaver og aktiviteter med børnene. Om jobbets betydning understreger Heidi, at hun er taknemmelig over, at det lykkedes at få job i en vuggestue, som hun drømte om. ”Det betyder noget for mig at have noget at stå op til om morgenen, og så betyder det også noget, at jeg har et job, jeg godt kan lide og er glad for,” siger hun.

For Heidi er det allerbedste ved arbejdet ”det kollegiale sammenhold, vi har. Jeg er opvokset i en familie, hvor vi altid har lavet meget sjov med hinanden, og det har jeg taget med her, og de er rimeligt gode til at give mig igen,” siger hun grinende. Henrik svarer med et smil: ”Du har et helt særligt humør, og så kan jeg altså godt lide, at du driller os.”

Heidi deler tanker fra før jobbet: ”Da jeg var yngre, var jeg bekymret for, om jeg skulle have et job, som jeg fik, fordi det var dét, jeg kunne klare eller et job, som jeg skulle have, fordi jeg havde lyst. Så det betyder meget for mig, at det lykkedes for mig at få det job, jeg egentlig gerne ville have og ikke bare blev sat over i en krog.”

Billede af Camilla, Henrik og Heidi

Udvikling

Henrik fortæller om de år, hvor han har været leder: ”I den tid, jeg har kendt dig og arbejdet sammen med dig, synes jeg, du har udviklet dig meget.”

Da snakken falder på, hvordan det er at have Heidi ansat, lyder svaret fra Henrik ”ligesom de andre”. Han fortsætter: ”Jeg kan huske i starten, at jeg tænkte sådan, hold kæft hvor er det spild af ressourcer. Der skiftede du kun sengetøj og lavede praktiske ting.”

I vuggestuen har de en grundholdning: uudnyttet potentiale skal frem, og Henrik uddyber. ”Det mindset, vi har i huset, det er, at alle skal spilles gode, og alle har nogle gode ressourcer, som vi skal trække på. Så derfor er du også bare en af gruppen, en af teamet. Du er ikke særlig, vi er jo alle sammen særlige, vi er jo sat sammen for at favne bredest muligt, fordi det giver en god dynamik her i huset, både i forhold til børn og forældre.”

Sammen har de fundet en god løsning på, hvordan Heidi har en velfungerende hverdag på job. Henrik uddyber henvendt til Heidi: ”Vi fandt jo sammen ud af at få strikket en hverdag sammen, som du også var tilfreds med, så det var godt, du åbnede munden og sagde noget. Det var noget af den kultur, du var med til at indføre her; vi brokker os ikke i krogene. Vi siger det højt til dem, som også kan hjælpe med at gøre noget ved det.”

Billede af Camilla, Heidi og Henrik.

Arbejdsglæde og anbefalinger til andre

I vuggestuen Spiren skaber dialog grobund for arbejdsglæde og en god arbejdsplads. Derfor er deres råd til andre også, at det er vigtigt med en åben dialog og fleksibilitet. I vuggestuen har de nemlig skabt et rum for, at Heidi kan sige til og fra i forhold til opgaver.

Fleksibiliteten er med til at gøre arbejdspladsen til den helt rette for Heidi: ”Hvis jeg bliver træt efter en gåtur, så kan jeg sætte mig ned og læse med nogle børn, og andre dage kan jeg tage mig af nogle praktiske opgaver. Det er meget fleksibelt i forhold til mig.”

”I realiteten handler det hele jo bare om kommunikation,” understreger Camilla med et smil.

”Jeg ville da ønske, det var muligt at have flere ansatte på særlige vilkår,” siger Henrik, så opfordringen til andre arbejdspladser og daginstitutioner er klar. Det er vigtigt med åbenhed for, at man kan være ansat på forskellige vilkår, og det har ikke noget at sige i forhold til, om det er en god medarbejder.

”For mig er du bare en kollega ligesom alle andre,” siger Camilla smilende. Henrik supplerer: ”Derfor er det også lidt svært at tale om, at alle institutioner burde have en Heidi, for det lyder forkert at sige.”

Diversitet på arbejdspladsen og kasser, der passer

Debat om diversitet på arbejdspladsen kan på sin vis sidestilles med en faglig diskussion fra børneområdet: ”Skal børn passe til kasser, eller skal kasser passe til børn,” siger Henrik spørgende.

Berit fra Aalborg AKTIV refererer kort til en undersøgelse om diversitet på arbejdspladsen, hvor essensen er, at jo større diversitet og jo større mangfoldighed, der er i personalegrupperne, jo mere yder de. Og Henrik erklærer sig helt enig i, at det løfter arbejdspladsen, at de ansatte er forskellige.

”Vi har muligheden for at strikke en arbejdsdag sammen, der passer til Heidi, hvorfor skulle vi så ikke gøre det,” spørger Henrik. Han tilføjer med et glimt i øjet: ”Altså i gåseøjne; jeg får jo meget mere arbejde ud af hende, jo bedre hun har det, og jo gladere hun er. Det gælder jo for os alle sammen. Dét, at hun glæder sig til at komme på arbejde, det er da megafedt, sådan vil jeg jo gerne have, at alle de har det, når de går på arbejde her.” 

Historien fra Spiren er med til at vise, at selv om mennesker har forskellige forudsætninger i livet, har alle alligevel noget at bidrage med. Henrik uddyber: ”Vores børnegruppe er jo på akkurat samme måde, der er også børn, som har handicaps her, som bliver inkluderet og får et rigtigt godt vuggestueliv, og så skal vi selvfølgelig også kunne gøre det i forhold til de ansatte her, altså der er ikke forskel i min verden, vel?”

Gensidig glæde ved kollegaer

Heidi fortæller om kollegaernes betydning: ”Det betyder da en del. Jeg synes, vi har et godt sammenhold, de er gode til at læse mig. I det hele taget tænker jeg, at de ikke tænker så meget over, at der er skavanker med mig, altså jeg bliver ikke talt ned til, jeg er bare hende kollegaen.”

Det er tydeligt at mærke, at glæden ved kollegaskabet er gensidig. ”Jeg synes virkelig, at hun bidrager med så meget godt hernede både for de voksne og for børnene. Heidis energi og personlighed bidrager bare til en megafed stemning og godt humør på arbejdspladsen,” siger Camilla.

Camilla fortsætter: ”Jeg synes, hun giver overskud til os andre. Altså hun er jo et naturtalent med de her børn, vil jeg faktisk vove at påstå. Hun afspejler, hvad vi gør, og så gør hun det samme, men hun prøver også på sin egen måde, og derved så lærer vi også noget af hende.”

Billede af Camilla, Heidi og Henrik.

Samarbejdet med Aalborg AKTIV

Om samarbejdet med Aalborg AKTIV er der i dette tilfælde ikke meget at fortælle, da det fungerer så godt på arbejdspladsen. Aalborg AKTIV følger op årligt, og Henrik uddyber: ”Vi ved, at Berit er der på sidelinjen, hvis der skulle være noget.” Aalborg AKTIV tilrettelægger samarbejdet efter den enkelte situation afhængigt af, hvad behovet er, og Heidi ringer til Berit, hvis hun har brug for det. Hvis der på et tidspunkt opstår problemer i hverdagen, kan Aalborg AKTIV ses som en form for livline, forklarer Heidi. Desuden fortæller Heidi, at hun har udviklet sig og siger det direkte på arbejdspladsen: ”Jeg er blevet god til, hvis der har været noget, så italesætter jeg det og siger, jeg har brug for det og det; kan I hjælpe mig?”

Billede af Heidi.

Værdifuld medarbejder for arbejdspladsen

Camilla siger henvendt til Heidi: ”Som din kollega, dét der har allerstørst værdi for mig, det er din person, altså den du er, når du er på arbejde hernede. Og så tænker jeg virkelig overhovedet ikke på, at du skulle have skavanker, for jeg ser det ikke i hverdagen, men jeg ser dig og din måde, du er med kollegaerne og din måde, du er med børnene. Børnene profiterer sindssygt meget af dig og din ro sammen med dem. Du er også god til at se børnene. Du er jo vildt fleksibel og sindssygt dygtig. Vi drager jo også erfaringer med dig og reflekterer med dig, du er også en vildt god refleksionspartner.”

Henrik supplerer: ”En af de største værdier, som jeg ser for arbejdspladsen og børnene, det er Heidis måde at være på og tænke på. Det der humør,” siger Henrik med et smil og fortsætter henvendt til Heidi: ”Du har god humor, du passer supergodt ind. Så er der det med mangfoldigheden, vi kan jo godt gå og tale om, åh vi er så mangfoldige, men jeg synes rent faktisk, vi viser det, og vi omsætter det i praksis. Vi kan jo ikke tale om, at du er særlig, eller du er speciel, for du er en af os – på lige vilkår.”