Klik her for at komme retur til forsiden.
Projektgruppens andet møde foregår online for at tage de nødvendige forholdsregler i forbindelse med Coronavirussen. Hele gruppen sidder derfor klar bag skærmen og byder skiftevis ind med spændende og rigtig gode idéer til den fortsatte proces!
De tre vigtigste grundelementer i det kommende projektarbejde diskuteres og fastlægges - nemlig målgruppe, metode og proces.
Hvem er de vigtigste i vores undersøgelse, når vi vil blive klogere på den mistillid, der eksisterer i samarbejdet med Aalborg Kommune? En målgruppe der er afgørende for vores resultater og som samtidig bliver udgangspunktet for de kommende prøvehandlinger.
Det vigtigste parameter for projektgruppen er, at målgruppen udgøres af mennesker, der opsøger hjælp hos kommunen, men som har svært ved at få den. Her lever mistillidsbegrebet nemlig i bedste velgående.
Projektgruppen slår sig fast på, at der i det videre arbejde skal fokuseres på forældre til sårbare børn, unge sårbare mennesker, medarbejdere i kommunen og frivillige ildsjæle. Det er vigtigt ikke at indsnævre målgruppen for meget fra start, og samtidig er det interessant at se, om oplevelserne hos den brede målgruppe danner mønstre – eller om der er stor spredning heri.
Netop fordi projektgruppen er sammensat af både repræsentanter fra Aalborg Kommune, Region Nordjylland, erhvervslivet, interesseorganisationer, foreningslivet og lokalpolitik, har de hver især et unikt kendskab til forskellige målgrupper og deres samarbejde med-/relation til Aalborg Kommune. Med projektgruppens viden om, hvilke grupper der ofte oplever mistillid til kommunen, bliver målgruppen fastsat.
Samtidig er det væsentligt, at medarbejdere i Aalborg Kommune også er repræsenteret i målgruppen, da deres oplevelser giver et indblik i mistillidsproblematikken fra den modsatte side af bordet. Derudover er projektgruppen meget interesseret i at undersøge, om mistillid internt i kommunen også spiller ind på oplevelsen for de øvrige parter. De frivillige ildsjæle (der er involveret i frivilligt arbejde med den øvrige målgruppe) er også repræsenteret, fordi deres eksterne/udefrakommende syn på mistilliden mellem de øvrige parter også vil give en ekstra dimension til projektet.
Men hvordan får vi målgruppen i tale? Hvordan skaber vi rum for, at de vil dele deres oplevelser med os? Forskellige metoder diskuteres, og alle fordele og ulemper vendes i plenum. Den første metode, der vælges, er ”postkortmetoden”. En af deltagerne i projektgruppen har rigtig god erfaring med metoden, der gør det muligt for målgruppen at svare anonymt, frit og i det niveau de ønsker, hvilket er en væsentlig pointe på tværs af projektgruppen.
Postkortmetoden går ud på, at målgruppen skal beskrive deres oplevelse med mistillid, som hvis de skriver om det i et postkort til en nær ven eller et familiemedlem. Af hensyn til Corona og anonymitet besluttes det, at postkortene skal udsende digitalt.
Projektgruppen får en lys idé! Det besluttes at engagere fire dimittender fra Aalborg Kommunes Jobcenter, som skal gennemføre undersøgelsen. Det tilskriver både en masse, kvalificerede ressourcer til undersøgelsen, og samtidig skaber det et trygt rum for målgruppen, da det ikke er kommunens egne medarbejdere, der analyserer og bearbejder deres besvarelser.
Dimittenderne udarbejder det digitale postkort, de analyserer resultaterne og på næste møde i projektgruppen fremlægger de mønstre og tendenser, der synliggøres i besvarelserne.
Efter endt møde fortsætter refleksionerne og de gode dialoger hos projektgruppen, og der tænkes videre individuelt. Det gør, at der nu også er ekstra kreative tanker og gode idéer på bordet, som ligeledes fremlægges på næste møde.
Således skydes første del af projektgruppens undersøgelse i gang. Det vigtigste er, at målgruppen involveres i undersøgelsen og processen. Selvom arbejdsområdet er mistillid, så er det væsentligste er arbejdet hermed er en samskabende og borgerinvolverende proces. Derfor skal målgruppens stemme høres – højt, tydeligt og klart.
Tid: Klokken 13.00 til 15.00.
Lokation: Microstoft Teams. Linket finder du i mødeindkaldelsen.
Vedrørende spørgsmål til dagsordenen eller projektet generelt:
Projektleder Karin Leth Kristensen: Telefon: 2520 5389.