Marlene arbejder med sin hobby

“Jeg tror aldrig, at jeg har smilet så meget som den dag, jeg gik herfra.”
Glæden er ikke til at tage fejl af. Den skinner ud af Marlene, der er blevet en del af skønhedsklinikken Glow Studio.
Billede af Marlene, der arbejder.
Billede af Marlene foran Glow.
”Førhen kunne jeg sove til klokken to om eftermiddagen. Nu vågner jeg klokken halv ni, og jeg springer glad ud af sengen og gør mig klar. Også på de dage, hvor jeg ikke skal afsted, fordi det giver mig lyst til at komme op. Det giver mig så meget energi og selvstændighed.”

At Marlene og Glow Studio er det helt rette match, er der slet ikke tvivl om: ”Det er vigtigt for mig, at jeg er et sted, hvor jeg kan være mig selv, hvor jeg er tryg og glad, og hvor det giver mening,” fortæller Marlene og fremhæver, at hendes chef Carina har spillet en stor rolle:

”Jeg ville aldrig have valgt noget andet sted. Carina er bare det skønneste menneske. Jeg bliver helt rørt nu. Det at hun gav mig den her chance, at hun kunne se potentiale i mig, det er så sindssygt. Det betyder alt, at der er en, der giver mig chancen.”

Gennem Glow Studio er Marlene blevet uddannet Shellac-tekniker. Det betyder, at hun kan lave flotte, farvede negle på kunderne – og det er en opgave, der skaber stor arbejdsglæde hos hende:
”Det her er min hobby. Jeg ser det ikke som ‘et arbejde’ - jeg ved godt, at det er et arbejde, og jeg betegner det også som et arbejde, men det er noget, jeg elsker at lave.”

Marlene afslutter på smukkeste vis ved at beskrive, hvilken følelse jobbet hos Glow Studio har givet hende:
“Det giver mig en følelse af, at jeg kan bidrage med noget i samfundet, som jeg ikke har gjort før. Jeg er en del af det ’at være menneske’. At jeg lige pludseligt er et menneske. Det gør virkelig meget."