Vicevært Crew: Sammen klarer vi næsten alt!


Sammen klarer vi næsten alt. Det er Vicevært Crewets slogan. Et slogan der rummer samarbejde, ansvar og faglighed. Vicevært Crewet er handicapafdelingens eget arbejdssjak, der løser mindre håndsværkmæssige opgaver internt i forvaltningen. Opgaverne er forskelligartede, men én ting er altid ens: Alle opgaver løses i fællesskab!


Vicevært Crewet består af fire unge mænd og en medarbejder fra botilbuddet Sofiebo, der sammen drager afsted med værktøjskassen under armen til opgaver, der spænder fra afdækning af gulv og opsætning af tavler på plejecenter til miniudgaver af vejskilte til børnehavebørn.

En for alle og alle for en er en talemåde, der får betydning i Vicevært Crewet, da alle er uundværlige, fordi nogle er gode til at bore og andre til at slå søm i – og samtidig betyder fællesskabet meget for arbejdsglæden, fortæller Oliver, som er en af crewets fire medlemmer:

”Det er federe at arbejde sammen. Det er det sammenhold, vi har. Vi kan pjatte sammen, når vi er hjemme på værkstedet, og det gør det hele lidt sjovere.”

Nicklas, der også er crew-medlem, bakker Oliver op og fortæller: ”Det er lidt sjovere at være det her lille hold. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg skulle gøre det selv. Så jeg vil hellere gøre det sammen med de andre.”


Et meningsfuldt arbejde

Følelsen af at have et arbejde der giver mening, og som gør en forskel for andre, er afgørende for Nicklas, der pointerer, at særligt på dette punkt adskiller arbejdet i Vicevært Crewet sig fra det, han tidligere har været beskæftiget med: ”Det meste af mit liv har jeg lavet noget, som jeg ikke aner, hvad var til. Jeg kan ikke få det til at give mening at lave noget til nogen, som jeg ikke ved, hvem er. Jeg skal kunne se, hvem det er til, og jeg skal kunne se, hvad meningen er i det, og hvorfor jeg skal lave det,” fortæller han og uddyber:

”Jeg vil hellere lave noget, der giver mening for andre også – og også lidt mere mening for mig selv. Det her giver mere mening for mig, end det gjorde tidligere.”

En af kendetegnene ved Vicevært Crewets opgaver er nemlig mødet med de mennesker, som de løser opgaverne for. Den største opgave, crewet hidtil har løst, er miniudgaver af vejskilte til en børnehaves cykelbane. Vejskiltene skulle udskæres, males og opsættes, og den opgave gjorde særligt indtryk på Oliver: ”Opgaven i børnehaven var den fedeste. At man kunne komme op og aflevere noget, og man kan se, at det giver mening.”

Listen over udførte opgaver er lang, og crewet har i sin korte levetid, fra 1. september i år, fået adskillelige opgaver fra hånden. Som eksempler kan der nævnes flytning af inventar for et ungetilbud, samling af 30 IKEA skabe på et plejehjem, rulle pap på gulvene og sætte tavler op et plejecenter, rense tagrender og feje med fejemaskinen på et dagtilbud og reparere flagstangen på et værksted i Hammerbakker.

 

Gode kontakter, gode relationer og god stil

At opgaverne fortsætter med at rulle ind, skyldte primært to ting, fortæller Rene, der, som medarbejder på Sofiebo, også er en del af crewet:

”Vi har brugt Aalborg AKTIV til at få nogle kontakter, såsom det på plejecenteret. Kristoffer (red. medarbejder hos Aalborg AKTIV) startede med at snakke med nogle, og så begyndte de at snakke sammen.”

Nicklas uddyber Renes pointe og fortæller: ”Ja, fordi de kan både se hvem vi er, og hvad vi laver.”

At crewets gode ry og rygte spredes som ringe i vandet er plejecenteret et godt eksempel på. Aalborg AKTIV stod for den indledende kontakt mellem centret og Vicevært Crewet, men efter crewet havde afdækket centerets gulv med stor tilfredshed, tog plejecenteret efterfølgende selv kontakt til crewet, da de havde brug for hjælp til at få sat tavler op.

De gode relationer, som crewet er i fuld gang med at etablerer, kan også skyldes, at de altid kører den gode stil. ”Når vi er sådan nogle steder her, så kører vi en gode stil. Vi tørrer fødderne af, når vi kommer ind, og vi råber ikke. Det går vi og snakker lidt om,” fortæller Rene og fremhæver det, som et af crewets kendetegn:

”Vi knokler på og får ting til at ske, og det er så fedt, når vi afleverer det her gode stykke arbejde, og vi har kørt den gode stil hele vejen igennem.”

 

Et lærerigt arbejde med ansvar

Netop fordi Vicevært Crewets opgaver spender bredt, er der også rum for, og tid til, udvikling og læring. Det kan Nicklas blandt andet mærke på egne kompetencer: ”Jeg har fået bedre styr på, hvordan man bruger værktøj. Og ikke bare på den måde, hvor der står en kommandant i nakken af en og siger, nu skal du gøre det og det. Nu snakker vi bare om det og bliver enige den vej.”

Om viceværtopgaverne fortæller Oliver, at de er meget gode, og at de mennesker, crewet laver opgaver for, bliver glade, hvilket også har stor betydning for arbejdsglæden.

At opgaverne falder i de unge mænds smag, har Rene også lagt mærke til: ”Vi prøver nogle fede ting, og hvis jeg må sige det, så lyser I sommetider lidt op, nu når vi prøver nogle ting, som I synes er fedt,” fortæller han.

Men det er ikke kun fede og sjove opgaver, der udgør arbejdsdagen i Vicevært Crewet, der følger også et ansvar med: ”Her får de også nøglerne sommetider, fordi de bedre til at holde styr på nøglerne, end jeg er”, fortæller Rene og uddyber:

”Og når jeg kører bussen, så har de telefonen, fordi de kan lige så godt besvare telefonen, som jeg kan. Der er nogle ansvarsfordelinger, og der er ikke nogen, der står og gemmer sig i hjørnerne her. Hvis der alligevel er nogle, der gemmer sig, så tager en vi en snak om det en gang imellem - for som der står i vores logo: Sammen klarer vi næsten alt. Og hvis der er nogle, der begynder at falde fra, så kører det her ikke. Vi er nødt til at hjælpe alle sammen, så ”virksomheden” kører.”

 

På en skala fra glad til sur smiley

For et Vicevært Crew-medlem starter arbejdsdagen altid med en tilkendegivelse af, hvordan han har det. Det angives ved at vælge mellem fem forskellige smileys, der er går fra glad til sur. Når arbejdsdagen er slut, skal crewet igen angive, hvordan de nu har det. Smileyordningen er lavet af Aalborg AKTIV som en ny evalueringsform, hvor crewet selv, udenom personalet på Sofiebo, vurderer, hvordan de har det, og hvordan arbejdsdagen er gået. På den måde får crewet også selv mere indsigt i, hvordan det går over en periode.

Uanset om arbejdsdagen fortjener en meget glad eller en mellemfornøjet smiley, så er én ting helt sikkert: Sammen kan crewet vitterligt næsten alt. Det fremgår både af deres slogan, logo, arbejdsgejst og samarbejde. Og når alt kommer til alt, så er det, og de fede opgaver, altafgørende:

”Det var også det, vi snakkede om i forbindelse med logoet, at det der er federe, end at få en rigtig fed opgave, det er, at aflevere en rigtig fed opgave,” fortæller Rene, der sammen med crewet er klar til at springe på morgendagens nye, spændende opgaver!

 

Aalborg AKTIV har hjulpet Vicevært Crewet med at afdække, hvilke kerneelementer der har værdi for dem i deres arbejdsdag. Det gælder både arbejdsopgaverne og rammerne for, hvad de kan og må lave. Gennem flere snakke blev det blandt andet tydeligt, at crewet gerne ville have sit eget værksted og løse opgaver, der glæder og hjælper andre, hvilket Aalborg AKTIV har hjulpet med.

Derudover har Aalborg AKTIV hjulpet Vicevært Crewet med at finde forskellige opgaver i forvaltningen – på tværs af fagcentre. Aalborg AKTIV evaluerer løbende med crew-medlemmerne for at sikre, at arbejdet fortsat er præcis, som de ønsker det.

Se kortet over alle de steder, hvor Vicevært Crewet har løst opgaver!